Matic: Vi ville det mere end Arsenal
José Mourinho og Chelsea havde fået en frygtelig start på titelforsvaret med blot fire point i fem kampe, men det blev der rettet lidt op på i går, da Arsenal blev besejret med 2-0 på mål af Kurt Zouma og Eden Hazard.
Nemanja Matic fortæller nu, hvorfor han tror, at det var Chelsea, som løb med sejren mod The Gunners.
– Vi ville vinde mere end Arsenal. Det var tre meget, meget vigtige point for os – specielt fordi det var mod dem, udtaler Matic.
– Vi startede ikke sæsonen godt, så det var rigtig vigtigt at vinde disse to kampe mod Maccabi Tel Aviv og derbyet mod Arsenal.
– Vi lukkede ikke mål ind, og vi scorede selv seks. Vi skal fortsætte med at spille sådan her, specielt i den næste kamp. Det bliver rigtig vigtigt, slutter den serbiske ankermand.
I næste weekend skal Chelsea en tur nordpå, hvor formsvage Newcastle venter.