Beckenbauer: De bedste spillere fravælger Premier League
Tidligere i år solgte Premier League TV-rettighederne til en rekordhøj sum af hele £5 milliarder, hvilket var 70% dyrere end den forrige aftale.
Mange af disse penge, der er tilfaldet klubberne, er blevet stillet til rådighed på transfermarkedet, hvor selv de mindre klubber spenderede enorme summer denne sommer.
Flere store navne var rygtet til Premier League, og det lykkedes da også at hente et par af dem til ligaen. Det er dog stadig et faktum, at verdens aller bedste spillere ikke er at finde i den engelske Premier League, men i stedet i Tyskland og Specielt Spanien.
Franz Beckenbauer mener, at de største spillere fravælger Premier League på trods af de enorme summer, de bliver tilbudt.
– Lionel Messi, Cristiano Ronaldo, Zlatan Ibrahimovic og Thomas Müller. Nogle af de bedste spillere i verden, men de engelske klubber fik ingen, siger Beckenbauer ifølge Goal hentydende til, at Premier League-klubberne har været på jagt efter disse fire.
Blot én Premier League-spiller er indenfor de seneste 10 år blevet kåret til verdens bedste fodboldspiller. Dette var Cristiano Ronaldo, der vandt som Manchester United-spiller i 2008.