Van Gaal: Forvent ikke for meget af Martial
I sommerens transfervindue hentede Manchester United AS Monacos Anthony Martial for hele £36 millioner – et beløb der dog kan stige til omegnen af £60 milionner.
Den 19-årige fik i går en drømmedebut for klubben, da han scorede sit første mål i sin første kamp og så endda mod Liverpool, men trods den fornemme start, så beder klubbens manager, Louis van Gaal, fansene om ikke at forvente for meget af klubbens nye spiller.
– Det var fantastisk. Det kan jeg ikke benægte, men han er stadig 19 år gammel. Han skal tilpasse sig til en ny kultur og til rytmen i Premier League, udtaler Louis van Gaal ifølge Manchester Evening News.
– Han scorede et fantastisk mål. Han har hurtigheden til at drible, men hans afslutning var fantastisk, fortsætter Van Gaal.
– Det bliver dog svært for ham at gøre det samme igen. Man kan ikke forvente af spillere i den alder at gøre det samme igen og igen. Det kan man ikke bede om. Det kan man forvente af Schweinsteiger og Carrick, men ikke af spillere, der er 19, 20 eller 21 år.