Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Manchester United nedlagde Liverpool på Old Trafford

12.09.2015 Kl. 18:28
LÆS OGSÅ: BENDTNERS DYRE LEJLIGHED

Årets første North-West Derby blev skudt i gang klokken 18.30 på Old Trafford, hvor Manchester United tog imod Liverpool.

Rammen var som altid fantastisk, men spillet og underholdningen på banen var langt fra vanlig standard i disse derbyer.

Første halvleg var en sløj en af slagsen, hvor der ikke var mange chancer at skrive om. Manchester United var mest på bolden, men United spillede alt for langsomt til at bryde et kompakt Liverpool-forsvar op. Brendan Rodgers' tropper ville ikke meget og stod langt tilbage og lurede i kontraspillet, selvom dette viste sig at være meget ufarligt i kampens første 45 minutter, hvor Liverpool ikke var meget på bolden på Uniteds banehalvdel.

Liverpool blev sat under pres fra anden halvlegs start. Manchester United havde sat Ashley Young på banen, der tørrede Nathaniel Clyne med en fræk tunnel, hvilket resulterede i et frispark i venstresiden. Mata sendte smart en flad bold tilbage i feltet, hvor en helt fri Daley Blind sendte bolden ind på flot vis efter en indøvet detalje fra hjemmeholdet. United fortsatte med at dominere, hvor Liverpool konstant smed bolden væk.

Bedst som Liverpool så ud til at være helt nede i sækken, viste Anfield-klubben pludselig tænder. Først var Firmino tæt på at finde Benteke på målstregen efter en De Gea-fejl, men United fik reddet situationen i sidste øjeblik.

Kort efter var Danny Ings på spil, da han flot tæmmede bolden med brystet, hvorefter han sendte bolden afsted mod målhjørnet, men David De Gea reddede flot.

Godt 10 minutter senere fik Liverpool igen en dobbeltchance, da først Martin Skrtel og efterfølgende Roberto Firmino var millimeter fra at udligne efter et hjørnespark, men skarpheden manglede.

Bedst som Liverpool var kommet tilbage i kampen, slukkede hjemmeholdet lyset hos gæsterne. Joe Gomez nedlagde klodset Herrera i feltet, hvilket gav United et straffespark, som Ander Herrera selv sparkede ind.

Efter 83 minutters spil tog kampen endnu en uventet drejning, da Christian Benteke på vidunderlig vis saksesparkede bolden i kassen og bragte håb til de godt 3000 medrejsende Liverpool-fans.

Det håb forsvandt dog hurtigt, da Manchester Uniteds 19-årige sommerindkøb Anthony Martial afgjorde kampen til slutresultatet 3-1 efter en flot solotur.

Med kampen bringer Manchester United sig op på 2. pladsen i Premier League, hvor man er fem point efter Manchester City, der er stukket af i toppen af ligaen. Liverpool derimod er på 9. pladsen. 

Annonce