Pochettino tilfreds med målløse Kane
Selvom Harry Kane scorede to kasser i landsholdspausen for England, så står der endnu et nul foran angriberens Premier League-total i denne sæson.
Heller ikke i søndagens sejr over Sunderland lykkedes det for Kane at få hul på bylden. Kane forsøgte sig ellers mange gange imod Pantilimons mål, men det lignede desperation for Spurs' topscorer fra sidste sæson.
Mauricio Pochettino er dog glad for spillerens arbejdsindsats og spår, at målene snart kommer flydende igen.
– Jeg er tilfreds med ham. Han giver sit bedste til holdet hver gang. Indsatsen i dag var god og det er kun et spørgsmål om tid før han scorer mål igen. Det er jeg sikker på. Han har evnerne foran mål, så tiden arbejder for ham, siger Pochettino til Match of the Day på Sky og uddyber:
– Han er selvsikker og glad. Efter kampen var han blandt de glade gutter i omklædningsrummet og vores mentalitet bygger på, at vi er sammen som et hold. Kollektivet er det vigtigste, siger den argentinske Tottenham-manager.
Midtbanespilleren Ryan Mason blev helten for Spurs, da han på oplæg af Erik Lamela skaffede Spurs sæsonens første Premier League-sejr.
