United-spillere utilfredse med van Gaal - vil have mere frihed
De to pålidelige journalister, James Ducker og Matt Dickinson på The Times, beretter her til aften, at flere af Manchester United-spillerne er utilfredse med Louis van Gaals træningsmetoder.
Louis van Gaal har altid været kendt for at være en meget hård og krævende manager, der laver sine helt egne regler og træner spillerne meget hårdt på træningsbanen.
Manchester United har blot scoret tre gange i sæsonens første fire kampe, og ligesom fansene er spillerne bekymret for deres offensive kreativitet. Efter en dialog i omklædningsrummet, hvor spillerne er utilfredse med metoderne til træning, har flere af de ældre spillere angiveligt henvendt sig til Louis van Gaal, hvor de har bedt om mere frihed på træningsbanen. Det skriver de to journalister på The Times.
Spillerne mener, at træningsøvelser er så ufleksible, at de har svært ved at præstere på banen. Selvom Sir Alex Ferguson også var en meget krævende manager, så har flere af spillerne svært ved at tilpasse sig under Louis van Gaal.
James Ducker og Matt Dickinson sætter også spørgsmålstegn ved David De Geas situation, hvor Louis van Gaal endnu ikke har besluttet, om den spanske keeper skal vogte målet mod Liverpool på lørdag.
Hollænderen vil se nærmere på De Gea under træningen og derefter træffe sin beslutning.