Moyes: Rooney og RvP snart tilbage
Manchester United har med fire sejre i streg sparket sig tilbage i topstriden, og David Moyes fortæller nu, at både Wayne Rooney og Robin van Persie er tæt på igen at være klar.
Med sejre over Aston Villa, West Ham, Hull og Norwich har Manchester United hentet tolv point af tolv mulige i de sidste fire kampe, og dette endda uden holdets måske største stjerne, Robin van Persie.
Også Wayne Rooney var ude i dagens kamp med småskavanker, men manager David Moyes fortæller, at begge spillere snart vil være tilbage i aktion.
– Wayne manglede vi, fordi hans lyskeskade er brudt en anelse op. Han missede Stoke-kampen grundet samme skade, fortalte han til Sky Sports.
– Hvis ikke vi havde haft så mange kampe, så ville vi kunne give ham et par uger til at blive helt klar, men jeg tror han klarer det fint, og jeg regner med at have ham til rådighed mod Tottenham, fortsatte Moyes, inden han kom med en status på Robin van Persie.
– Robin er startet på noget let træning, og han er sandsynligvis heller ikke så langt væk fra et comeback.
– Vi har ikke haft glæde af deres partnerskab særligt tit, og vi glæder os til at se dem sammen igen, afsluttede Moyes omkring duoen Rooney og van Persie.
Mens Wayne Rooney forventes at gøre comeback mod Tottenham nytårsdag, regnes Robin van Persie først tilbage til Premier League-kampen mod Swansea i starten af januar.