Dramatisk deling i Cardiff
Cardiff var for første gang uden fyrede Malky Mackay, da Sunderland i dagens sene opgør gæstede Cardiff City Stadium, og selvom det længe lignede en hjemmesejr, blev det blot til et enkelt point, efter et sent comeback af gæsterne.
Det store samtaleemne i Cardiff den forgangne uge, har været situationen omkring den kontroversielle ejer Vincent Tan, og klubbens elskede manager, Malky Mackay, og den komplicerede affære udmøntede sig forleden i en fyreseddel til den pressede Mackay.
Denne lørdag stod Cardiff så for første gang overfor en Premier League-kamp uden manden der førte dem op, da Sunderland gæstede den stærke hjemmebane i Wales, og Cardiff kom flyvende ud af starthullerne foran de protesterende hjemmefans. Således kom man hurtigt i front, da Jordan Mutch bankede læderet i kassen få minutter inde i opgøret.
Hjemmeholdet dominerede fortsat, og havde styr på løjerne helt ind i anden halvleg, og efter en times spil blev føringen endda øget, da Jordan Mutch nok engang brillerede, denne gang med smukke driblinger, inden han serverede et præcist indlæg for fødderne af Fraizer Campbell, der ikke kunne misbruge chancen.
Dermed lignede det en hjemmesejr til de walisiske oprykkere, men med syv minutter igen blev spændingen genskabt, da Steven Fletcher prikkede reduceringen over stregen. Herefter indledte gæsterne en belejring af Cardiff-feltet, og i kampens sidste sekunder gav det pote, da Jack Colback skovlede læderet over stregen, og sikrede Sunderland det ene point, til stor utilfredshed for Cardiff-fansene.
Med det uafgjorte resultat forbliver Sunderland sidst i tabellen, mens Cardiff er placeret på 16. pladsen, fire point foran prygelknaben Sunderland.