Bekræftet: Everton afviser Stones' anmodning
Evertons chairman Bill Kenwright bekræfter, at klubben har afvist John Stones' anmodning om at skifte klub denne sommer. Den 21-årige forsvarsspiller er blevet budt på intet mindre end tre gange af Chelsea, bud, som Everton blankt har afvist.
Tirsdag aften indgav Stones så en transferanmodning, en anmodning, som Everton har overvejet og nu har besluttet at afvise.
– Everton Football Club har afvist en transferanmodning fra John Stones, siger Kenwright til Evertons hjemmeside torsdag og uddyber:
– Siden starten på transfervinduet, har vi afvist bud fra en anden Premier League-klub på vores spiller. John (Stones) er ikke til salg og han er fortsat et højt værdsat medlem af førsteholdstruppen, siger Kenwriht.
Stones spillede senest alle 120 minutter, da man slog Barnsley med 5-3 efter ekstratid i Capital One Cup-mødet onsdag aften.