Carragher: Stones skal droppe Chelsea
Den 21-årige Everton-profil John Stones har været genstand for tre tilbud fra Chelsea denne sommer. Everton har dog afvist buddene, men rygterne går på, at Chelsea stadigvæk forventer en tilgang af scouseren i dette transfervindue.
Jamie Carragher, der præcis som Stones var forsvarsspiller med rødder på Merseyside, opfordrer Goodison-favoritten til at afvise Chelsea og blive i Everton.
– Alle spillere skal selvfølgelig stræbe efter at spille på højeste niveau og efter at vinde trofæer. Alle vil spille for sit land og i Champions League. Det er målet for alle. Det handler om, hvornår det rigtige tidspunkt for et skifte er, siger Carragher til TalkSport og uddyber:
– Jeg synes det rigtige for John Stones er at blive hos Everton i et par år endnu. Han skal ikke skifte til Chelsea nu. Han spiller godt i øjeblikket, men det går op og ned i fodbold. Som ung spiller, specielt som forsvarer, kan man lave fejl, lave straffespark og så ryger selvtilliden ned. Det er noget man skal lære af og det er rart at gøre et sted, hvor man får pladsen til det.
– Der er ikke tid til at lære i sådan en topklub (Chelsea). Der skal man være færdigudviklet som spiller. Det er bedre for ham i Everton, hvor han spiller hver uge og hvor han ved, hvad han har med at gøre, siger den tidligere Liverpool-forsvarer, Carragher.
Daily Mail skrev forleden, at Chelsea er klar med et fjerde og sidste bud på Stones på hele £36m.
Chelseas seneste bud lød på £30m, men dette afviste Everton.
Roberto Martinez er ifølge Mirror ligeglad med, at Stones vil indgive en transferanmodning – manageren vil stadig ikke slippe stopperen.
Stones' gamle klub Barnsley står til at få 15% af en handel, hvorfor Everton vil have en ekstremt stor sum for ham, før de vil overveje at slippe englænderen.