Watford-manager vil spille Man City op til dans
Manuel Pellegrinis hold har vundet deres tre første kampe i sæsonen og scorede otte gange uden at lukke mål ind, senest vandt de 3-0 over de forsvarende mestre Chelsea.
The Hornets har fået en godkendt start på tilværelsen som Premier League-mandskab med et 2-2-resultat mod Everton og 0-0 mod både West Brom og Southampton, men står overfor en noget sværere test mod City.
– De har mange værktøjer, og en masse spillere med forskellige kvaliteter – Agueros målfarlighed, Silvas teknik og Yaya Toures styrke. Det må vi forsøge at dæmme op for, sagde Flores til Hornets PlayerHD.
– For os er det vigtigt at forberede en god plan og have en god strategi med det mål, at være kompetitive. I fodbold er alt muligt.
– Vi er glade for vores resultater i ligaen. Selvfølgelig står vi overfor en meget svær modstander, men min tilgang ændrer sig ikke.
Quique Flores har tidligere trænet store hold som Valencia og Atletico Madrid.