West Ham tæt på Pione Sisto
Rygterne har længe meldt, at de danske mestre fra FC Midtjylland måtte ende med at skulle af med deres helt store profil, Pione Sisto. Som sommeren er skredet frem, så er de dog aftaget lidt i styrke, og Sisto har da også indledt den nye sæson i FC Midtjylland, hvor guldet skal forsvares. Her mod enden af transfervinduet, så tyder det dog på, at de må forsvare guldet uden guldfuglen.
Ekstra Bladet skriver nemlig, at West Ham har overhalet andre bejlere indenom med et kæmpe bud på 50 millioner, hvor der skulle være flere gunstige klausuler og videresalgsbonusser, der kan gøre handlen endnu bedre for FC Midtjylland.
West Ham-manager Slaven Billic skulle have efterlyst en driblestærk kantspiller, og det mener han at have fundet i Pione Sisto. West Ham skulle ikke være eneste Premier League-klub, der bejler til Sisto, men det skulle være dem, der er længst fremme i kapløbet.
Andre klubber, der har bejlet til danskeren i sommerens løb er blandt andet klubber som Ajax, Porto og Celta Vigo.
Pione Sisto møder op i landsholdslejren mandag. Det danske transfervindue lukker mandag midnat, men det engelske lukker først tirsdag ved midnat, så West Ham har stadig et par dage at løbe på endnu. Det vil blive det dyreste salg i FC Midtjyllands historie.