De 10 yngste PL-debutanter – hvor er de nu?
1. Matthew Briggs – Fulham – 16 år og 65 dage
Matthew Briggs er den yngste spiller, der nogensinde har optrådt i Premier League. I 2007 fik han sin debut for Fulham, men han skulle vente helt til 2010/11-sæsonen, før han fik sin næste Premier League-kamp. Derefter stod den på en række udlejningskontrakter for venstrebacken, hvor han bla. spillede for Watford, Bristol City og Peterborough United. I alt fik den nu 24-årige Briggs 13 Premier League-kampe, og sidste sommer blev han frigjort fra sin kontrakt i Fulham, hvor han røg til Millwall, som lejede ham ud til Colchester United i League One i vinters. Colchester fik denne sommer Briggs på en permanent aftale.
2. Isaiah Brown – Chelsea – 16 år og 117 dage
Isaiah Brown, eller også kendt som Izzy Brown, fik sin debut for Chelsea tilbage i 2013, hvor han kom på banen i stedet for Loïc Remy mod hans tidligere klub, West Bromwich. Den nu 18-årige spiller har været en nøglespiller for Chelsea U19-mandskab, og han var kaptajn for holdet, som vandt UEFA Youth League i sidste sæson. Offensivspilleren er stadig et kæmpe talent, og derfor kan hans fremtid endnu ikke spåes, men i øjeblikket gør han sig i Chelseas samarbejdsklub Vitesse, hvor han er på leje.
3. Aaron Lennon – Leeds United – 16 år og 128 dage
I 2003/04-sæsonen rykkede Leeds ud af Premier League, og det var med Aaron Lennon på holdet. I 2003 fik den hurtige kantspiller sin debut for Leeds i en kamp mod hans nuværende klub, Tottenham. Lennon tilbragte en sæson med Leeds i Championship, men grundet finansielle problemer i klubben, røg han videre til Tottenham for en slik. Bortset fra en lejeaftale med Everton i foråret, har Lennon spillet for Spurs i 10 år, og han har formået at få 21 engelske landsholdskampe for cv’et.
4. Rushian Hepburn-Murphy – Aston Villa – 16 år og 176 dage
Hepburn-Murphy fik sin debut for Aston Villa i marts sidste sæson. Den 16-årige englænder kom på banen i de sidste minutter, da Aston Villa gav Sunderland en syngende lussing på 4-0. Angriberen er stadig ung og er dermed et ubeskrevet blad. Fremtiden vil vise, om han kan leve op til managerens tillid ved at smide ham i kamp i så ung en alder.
5. Jose Baxter – Everton – 16 år og 191 dage
Jose Baxter fik sin debut for Everton i åbningskampen af 2008/09-sæsonen mod Blackburn, hvor han kom på banen med 10 minutter igen i stedet for Nuno Valente. Den 23-årige offensive midtbanespiller, der kom til Everton som 6-årig, skiftede i 2012 Everton ud med Oldham Athletic i League One, og nu slår det tidligere Everton-talent sine folder i Sheffield United, hvor han garnede 10 gange i sidste sæson.
6. Gary McSheffrey – Coventry – 16 år og 198 dage
Gary McSheffrey havde rekorden som den yngste spiller Premier League, indtil Aaron Lennon fik sin debut for Leeds. McSheffrey fik sin debut i 1999 for Coventry mod de lokale rivaler fra Aston Villa, som McSheffreys mandskab vandt med 4-1. Den nu 32-årige kantspiller var omkring et par klubber på lejeaftaler, før han skiftede til Birmingham, som han fik oprykning til Premier League med i 2007. Tre år efter skiftede han tilbage til Coventry, hvor han spillede over 100 kampe, og sidste sommer vendte englænderen til Scunthorpe United, som spiller i League One.
7. Reece Oxford – West Ham – 16 år og 237 dage
Reece Oxford fik i weekenden sin debut mod rivalerne fra selveste Arsenal. Den unge stortalent startede på banen på West Hams midtbane, hvor han skulle forsøge at pakke Mesut Özil ned, hvilket han med overbevisende stil lykkedes med. The Hammers vandt tilmed kampen 2-0 på Emirates. Oxfords flotte præstation har fået flere fodboldeksperter til at spå den engelske ungdomslandsholdsspiller en stor karriere.
8. Jack Robinson – Liverpool – 16 år og 250 dage
I 2010 blev Jack Robinson Liverpools yngste spiller på banen i Premier League nogensinde, da den daværende manager, Rafa Benitez gav ham chancen, Den efterfølgende sæson gav Kenny Dalglish ham yderligere to kampe for The Reds, men mere blev det heller til. Flere skader til venstrebacken ødelagde hans udvikling, og sidste sommer tilsluttede Robinson sig QPR, som med det samme udlejede den 21-årige englænder ud til Hudderfield Town. Robinson har dermed sin QPR-debut til gode, men i marts rendte den tidligere Liverpool-spiller ind i en knæskade, der forventes at holde ham ude i et helt år.
9. Jack Wilshere – Arsenal – 16 år og 255 dage
Jack Wilshere blev skiftet ind i stedet for Robin Van Persie i en kamp mod Blackburn i 2008, og siden da har midtbanespilleren ikke set sig tilbage. Wilshere er velsagtens den spiller på denne liste, der har haft den mest glorværdige karriere. To FA Cup-medaljer har den 23-årige englænder hængende i sit trofæskab, og han har spillet over 100 gange i Premier League samt 28 landskampe for England. Wilshere har dog i en længere årrække været ret så modtagelig over for skader, og i øjeblikket sidder han ude med en skade i læggen.
10. Mark Platts – Sheffield Wednesday – 16 år og 264 dage
Den sidste mand på listen er et tydeligt tegn på, at en tidlig debut ikke er lig med en succesfuld karriere. I 1996 kom han på banen i en kamp mod Wimbledon, men det blev ikke til mere end to kampe for Sheffield Wednesday for Platts. Platts rykkede videre til Torquay United, hvor han fik 41 kampe, men den 36-årige englænder led utroligt meget af hjemvé, hvilket førte til en ophævning af kontrakten. Platts tog videre til Worksop Town, men året efter kvittede han fodbolden, og nu arbejder den tidligere offensivspiller i stålkonstruktionsindustrien.