United-talent kan ende i Cardiff
Manchester United skulle være klar til at udleje Wilfried Zaha til Cardiff City, såfremt waliserne bibeholder klubbens manager i det varme sæde.
Wilfried Zaha må fortsat betegnes som et ubeskrevet blad i Premier League, eftersom spilletiden har været yderst begrænset for den unge atlet. Nu er der dog lys for enden af tunellen for den ivoriansk-fødte englænder, som angiveligt kan være ganske tæt på en lejeaftale med en af ligaens nedrykningskandidater, Cardiff City.
I hvert fald ser David Moyes ganske åbent på en lejeaftale med Cardiff, der kan sende 21-årige Zaha til Wales for resten af sæsonen, men kun på betingelse af, at klubben fortsætter deres nedrykningskamp med hans ven, Malky Mackay, i spidsen. Det hævder The Mirror.
Cardiff Citys upopulære ejer, Vincent Tan, går dog angiveligt og overvejer på det kraftigste, om han skal tage afsked med Mackay, der nærmest har fået heltestatus i klubben, efter han i fjor opnåede oprykning til landets bedste række.
Newcastle, West Bromwich og Crystal Palace skulle dog også være interesserede i Manchester Uniteds talentfulde kantspiller.