Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

West Ham chokerede alt og alle på Emirates Stadium

09.08.2015 Kl. 14:28
LÆS OGSÅ: BENDTNERS DYRE LEJLIGHED

Forventningerne er store til Arsenal forud for denne sæson, hvor flere eksperter har udnævnt Arsene Wengers mandskab til førstehåndsudfordrere til Chelsea. Ind fra netop Chelsea er kommet Premier League-veteranen Petr Cech, hvilket kun har betydet at fansene på Emirates Stadium nu for alvor har tro på tingene. 

Derfor var det også med store forventninger, at de nykronede Community Shield-vindere her til eftermiddag tog i mod West Ham og deres nye manager Slaven Bilic. West Ham, der i midtugen måtte se sig elimineret af Europa League til rumænske Astra. Et exit som man kunne mistænke Slaven Bilic for ikke at være alt for ked af, frem mod hans første sæson ved roret i Premier League. 

Første halvleg startede forholdsvis jævnt ud, med Arsenal forventeligt på bolden det meste af tiden – dog uden at gøre noget væsen af sig. Det var tendensen gennem hele første halvleg, hvor West Ham forsøgte at stille sig korrekt i de bagerste rækker, og så ellers forsøge sig på kontraer og de enkelte dødbolde, som holdet kom frem til. 

Netop sådan en mulighed opstod lige før pausen, da West Ham fik tilkæmpet sig et frispark midt på Arsenals banehalvdel, og den brugte de til at sende alle deres store folk frem til kanten af Petr Cechs målfelt. Frisparket tog et af Premier Leagues mest spændende nyindkøb sig af, Dmitri Payet, som er kommet til West Ham fra Marseille forud for denne sæson. Med et velplaceret chip ind i det forreste område af feltet fandt han sin store ven Cheikhou Kouyaté, der akkurat kom først på bolden foran en fremadstormende Petr Cech, som bestemt ikke så mesterskabsafgørende ud i denne situation. I hvertfald ikke på den måde, som Arsenal-fans ønsker det. 

Dermed kunne West Ham og Slaven Bilic gå til halvleg med en 1-0 føring og visheden om, at dagens taktik indtil videre havde funget perfekt. 

Man må formode, at Arsenal-spillerne i pausen fik et par ting eller tre at vide af deres mangeårige franske manager, og at de dermed ville komme som forvandlede ud til anden halvleg, men sådan skulle det ikke blive. Begyndelsen på anden omgang lignede til forveksling første halvleg, og der skulle ikke gå lang tid, inden Petr Cech endnu engang kom til at se noget uheldig ud. 

Efter et stærkt kritisabelt boldtab af Arsenals midtbanedynamo Francis Coquelin fyrede West Hams tilbagevendte argentiner Mauro Zarate et skarpt skud af mod nærmeste hjørne, og på forunderlig vis blev den tjekkiske sidste skanse fanget på det forkerte ben, og kunne blot se til, da bolden susede ind bag ham i nettet. 2-0 til West Ham og så så det mere end svært ud for hjemmeholdet. 

Arsene Wenger reagerede promte og skiftede Theo Walcott ind i stedet for Francis Coquelin, men lige lidt hjalp det. Også Arsenals største stjerne, Alexis Sanchez, blev sendt på banen i håber om at kunne vende rundt kampbilledet. Netop Alexis Sanchez, Olivier Giroud og Oxlaide Chamberlain fik spillet sig frem til Arsenals største chancer, men helt farligt blev det aldrig. 

West Ham rejser fra Emirates Stadium og bysbørnene fra Arsenal med en imponerende 2-0 sejr i bagagen. 

 

Annonce