Liverpool-ejer: Sterling-salg var bedst for alle parter
Raheem Sterling var hovedpersonen i en af de helt store transfersagaer denne sommer, hvor han bl.a. blev rygtet til Arsenal, Chelsea, Manchester City, Manchester United og Real Madrid.
Den 12. juli blev der sat en stopper for de mange transferspekulationer, da han færdiggjorde sit skifte til Manchester City.
Manchester City måtte først se flere af deres bud blive afvist, men Liverpool kunne ikke afvise, da et bud på £49 millioner havnede i klubbens indbakke. Liverpool-ejer, Tom Werner, taler for første gang ud om salget af Raheem Sterling.
– Først vil jeg sige, at Liverpool kun vil sælge en spiller, hvis vi mener, at det er det bedste for klubben. Det har vi tidligere demonstreret, siger Tom Werner til Liverpool Echo og tilføjer:
– Det stod klart for os, at Raheem ikke ville blive i Liverpool. Det var en kollektiv beslutning, da vi havde fastsat prisen, som blev mødt af Manchester City, at det var for klubbens bedste at sælge.
Tom Werner er ikke i tvivl om, at Raheem Sterling har en stor fremtid foran sig, og han glæder sig også til den 1. marts næste år, hvor Manchester City gæster Anfield.
– Uanset hvordan det hele endte, så bidrog Raheem med noget til klubben under hans tid, og jeg mener, han er en enestående spiller. Jeg ser frem til at se ham, når han kommer tilbage til Anfield for at spille mod os, slutter Tom Werner.