Bellerin: Fabregas inspirerede mig til Arsenal-skifte
Hector Bellerin valgte som 16-årig at forlade de trykke rammer i FC Barcelona for i stedet at tage til Arsenal. Forud for skiftet til The Gunners var den unge spanier en del af det verdensberømte La Masia i FC Barcelona, og han talte kun engelsk på skoleniveau.
Fire år efter sit skifte har Hector Bellerin endnu ikke fortrudt sit skifte til Arsene Wengers mandskab, hvor han i sidste sæson fik sit store gennembrud på førsteholdet. Forud for den nye sæson afslører den 20-årige højreback, at det var den tidligere Arsenal-kaptajn Cesc Fabregas, der inspirerede ham til at skifte til London-klubben:
– Cesc Fabregas var uden tvivl en stor inspiration for mig. At se en anden spiller tage springet og blive en stor succes, var meget vigtigt for min beslutning om at skifte til Arsenal, siger Bellerin til Goal.com.
– At forlade sin venner, sin familie, sin by, det var meget vigtigt for mig at se, at en anden spiller havde gjort det før mig. Cesc Fabregas var et bevis på, at man kan komme langt, hvis man arbejder hårdt.
Den unge spanier indrømmer, at de første par år i London var hårde, men han fik god støtte fra sine holdkammerater og klubben:
– Det har uden tvivl været en hård rejse for mig med både op og nedture. Klubben har dog været utrolig og støttet mig rigtig meget. I dag er jeg glad for, at jeg tog skridtet og tog til Arsenal, slutter Hector Bellerin.