Rodgers: Ibe er kandidat til startopstillingen
Raheem Sterling skiftede Liverpool ud med Manchester City i en af sommerens mest omtalte handler tidligere på sommeren. Sterlings skifte har givet plads til Jordon Ibe, der har imponeret Liverpool-manager Brendan Rodgers i løbet af klubbens træningskampe. Kantspilleren er derfor inde i overvejelserne til startopstillingen, når den nye Premier League-sæson starter.
– Ibe har været outstanding. Han presser virkelig på til startopstillingen. Fantastisk mål, fantastisk afslutning, fortæller Rodgers om Ibes mål i Liverpool sidste træningskamp i Kuala Lumpur.
– Han var rigtig god og har arbejdet rigtig hårdt. Han har en række kvaliteter. Han vil kun forbedre sig.
Denne sommer har der samtidig været rigtigt stotr pres på Rodgers efter den skuffende sæson, som Liverpool leverede i sidste sæson, men manageren føler ikke, at presset er anderledes end andre år.
– Presset er ikke anderledes i forhold til andre sæsoner. Der var nogle faktorer, der spillede ind, men det betyder ikke noget. Vi skuffede, og vi skal gøre det bedre i år.
– Ejerne har været meget støttende, siden jeg blev manager. Jeg forstår, at vi skal gøre det bedre end i sidste sæson. Jeg synes, at slutningen af sidste sæson var en kæmpe skuffelse. For første gang følte jeg, at jeg havde brug for pausen. De første to uger efter sæsonen var en uvurderlig tid, men hvis man vil forbedre sig, skal man hurtigt fokusere igen.
Liverpool indleder den nye sæson med en udekamp mod danskerklubben Stoke.