West Ham bekræfter: Vi vil have United-legendes søn
Colchester besejrede for et par dage siden West Ham med 1-0, men det var et noget amputeret mandskab, som Premier League-holdet stillede op med – en Europa League-kamp mod Birkirhara ventede forude.
Det gav dog muligheden for at give nogle unge spillere spilletid, og også lånespilleren, Devante Cole, som er søn af Manchester United-legenden, Andy Cole.
Den 20-årige angriber er til prøvetræning i London-klubben i en kort periode, og klubben har udtalt, at man håber at skrive kontrakt med Cole.
– Han er én, som vi vil kigge meget seriøst på. Vi er sårbare i angrebet. Det var desværre svært for en angriber i kampen, fordi han mest skulle dække op. Det betød, at han ikke rørte bolden meget, fortæller akademitræneren, Terry Westley, ifølge London Evening Standard.
– Men han viste tegn på sin farlighed i dybden, og vi kender til ham i forvejen, fordi vi scouter unge, talentfulde spillere.
Cole har været en del af akademiet i City, men her ser han ikke sin fremtid.
– Han ser ikke muligheden for gennembrud i City, så han er tilgængelig, og han er helt sikkert én, som vi gerne vil tilknytte.