Everton-profil øjner comeback på Boxing Day
Evertons helt store profil, kaptajn Leighton Baines, står i øjeblikket til at få sit comeback på den berømte ‘Boxing Day’ d. 26. december.
Roberto Martinez og Everton har i den seneste måneds tid måttet undvære 29-årige Leighton Baines, der ellers normalvis står selvskrevet på venstrebacken. Den ombejlede englænder har således i løbet af de seneste uger spenderet det meste af sin tid i genoptræningslokalerne, efter han i Merseyside-derbyet mod Liverpool brækkede tåen tilbage i november måned.
Nu spår klubbens spanske manager, Roberto Martinez, dog, at Baines allerede på torsdag kan få sit comeback på grønsværen, når de blåklædte Everton-spillere hjemme på Goodison Park tager imod ligaens sidsteplads fra Sunderland. Betydningen af hans comeback på holdet kan ikke undervurderes, mener bossen.
– Leighton er virkelig tæt på (sit comeback, red.), – afhængigt af, hvordan han klarer det i træningen i løbet af de næste par dage. Han burde være klar til på torsdag, hvilket er fantastisk, fortæller Roberto Martinez ifølge Mirror.
– Selvfølgelig har vi savnet ham. Man kan ikke undervurdere kvaliteten af Leighton og hans erfaring, kendskab, og hvad det repræsenterer, tilføjer spanieren.
Den tidligere F.C. København-profil, Bryan Oviedo, har vikarieret i Leighton Baines’ fravær, og costaricaneren har gjort det langt over forventning, hvilket bl.a. udmøntede sig i et sent og kampafgørende mål på Old Trafford mod de vaklende mestre fra Manchester United. Den tidligere Superliga-spiller møder nu også stor anerkendelse af sin manager, der dog samtidig udtrykker den desperation, holdet har haft i kaptajnens fraværsperiode.
– Vi har haft en utrolig erstatning i Bryan Oviedo, som har været fantastisk. Men man vil gerne have spillere til rådighed, der er i god form, forklarer Martinez.
– Vi er desperate efter at få Leighton Baines tilbage og desperat efter at have Bryan i den storform. Vi skal sikre, at vi bruger det godt til gavn for holdet, uddyber han afslutningsvis.
Seneste forlydender går dog på, at Manchester United og David Moyes fortsat jagter Everton-kaptajnen og vil forsøge at kapre ham allerede i januar måned.