Depay efter United-skifte: Jeg er angriber
Manchester United nærmer sig købet af den italienske landsholdsspiller, Matteo Darmian, men indtil videre har kun den hollandske offensivkomet, Memphis Depay, skrevet under med De Røde Djævle i dette transfervindue, og tidligere på dagen blev han endegyldigt præsenteret på Old Trafford.
Den hollandske komet udstrålede masser af selvtillid foran de fremmødte rapportere, og meddelte tilmed noget overraskende, at han ser sig selv som angriber.
– Jeg er angriber. Tidligere spillede jeg på venstrekanten, og troede, at jeg var kantspiller, men hvor han vil spille mig på banen, bestemmer manageren selv, forklarede den hollandske landsholdsspiller.
– Jeg tror på, at jeg kan score mange mål. Jeg vil arbejde hårdt for det, og jeg er begejstret for at score mål og lave assists. Jeg mener selv, at jeg er en angriber, afsluttede Memphis Depay.
Manchester United-manager Louis van Gaal afslørede også selv ved præsentationen, at offensivkometens store alsidighed spillede en stor rolle i beslutningen om at hente ham til klubben.
21-årige Memphis Depay blev topscorer i den hollandske Æresdivision den forgangne sæson, men havde i størstedelen af sæsonen sit udgangspunkt på venstrekanten.