Hollandsk landsholdsspiller: Jeg forhandler med Sunderland
Rygterne har gået på, at Jeremain Lens har været til lægetjek i Sunderland, men det er ikke sandt. Det fortæller den hollandske landsholdsspiller, som dog indrømmer, at han er i forhandlinger med Premier League-klubben.
– Jeg har ikke været til lægetjek, men jeg er i forhandlinger med Sunderland. Jeg har aldrig gjort nogen hemmelighed ud af, at jeg godt kan lide Premier League. Selvom Dynamo spiller i Champions League, ser jeg det som en god mulighed for mig at skifte, fortæller Lens til foxsports.nl.
Lens – der spillede under den nuværende Sunderland-manager, Dick Advocaat, i AZ Alkmaar og PSV – indrømmer, at landsmandens tilstedeværelse på Stadium of Light spiller en vigtig faktor.
– Vi har tidligere arbejdet godt sammen i AZ og PSV. Vi kender hinanden, og det er ideelt. Det er ikke på plads endnu, men der er ingen tvivl om, at jeg er meget opsat på at skifte.
Hollænderen har siden 2013 spillet i den ukrainske liga efter sit skifte fra PSV Eindhoven, der solgte den hurtige kantspiller for omtrent 50 millioner kroner. Prisen forventes at være en smule højere nu.
Lens har spillet 29 landskampe for Holland, hvor han er kommet på måltavlen otte gange.