Schweinsteiger: United er den eneste klub, jeg vil spille for
30-årige Bastian Schweinsteiger spillede 500 kampe for Bayern München, hvor han scorede 70 gange. Han har været med til at vinde mere 20 store titler, og så blev han verdensmester med Tyskland sidste sommer. Men nu er det tid til nye udfordringer for den centrale midtbanespiller.
– Jeg har nydt min tid i Bayern München fuldt ud. Det har været en utrolig rejse, og det var ikke en nem beslutning at forlade klubben. Manchester United er den eneste klub, jeg ville forlade Bayern til fordel for, fortæller Schweinsteiger til klubbens officielle hjemmeside.
– Jeg føler mig klar til de nye og spændende udfordringer i den mest udfordrende liga i verden, og jeg ser frem til at arbejde sammen med Louis van Gaal igen.
– Jeg vil aldrig glemme min tid i Bayern München, og jeg vil gerne takke alle i klubben og fansene for utallige gode minder, slutter tyskeren.
Schweinsteiger kan blive den første tysker, der får en kamp på Uniteds førstehold.