Journalist: United-handel på plads - kan præsenteres i morgen
Louis van Gaal har længe været på jagt efter en ny højreback, og nu skulle han efter sigende have fundet sin mand.
Matteo Darmian har i de seneste dage været rygtet kraftigt til Manchester United, og nu er det angiveligt kun spørgsmål om tid, før handlen bliver bekræftet.
Den italienske sportsjournalist, Gianluca Di Marzio, har fulgt situationen tæt og hævder at have kilder tæt på Torino, og han melder nu, at en handel mellem alle tre parter er på plads.
Manchester United betaler Torino €18 millioner plus €2 millioner i fremtidig betaling, mens de personlige vilkår også er på plads med den italienske back. Han skriver under på en fireårig kontrakt med De Røde Djævle.
Derudover melder Gianluca Di Marzio, at Matteo Darmian muligvis kan blive præsenteret i morgen.