Martinez: Vi vil gerne i Europa, selvom det er svært
Den spanske manager, der i sidste sæson endte som nummer 11 med Everton, lægger ikke skjul på, at han gerne vil spille europæisk fodbold.
Sidste sæsons europæiske deltagelse og den forringede ligapræstation, som fulgte, nager dog manageren, der blankt indrømmer, at europæisk deltagelse og Premier League-fodbold er en svær kombination.
– Det er lettere, hvis man spiller europæisk sæson efter sæson. Så får man bedre vaner og vænner sig til det hele, siger Martinez til BBC Sport og uddyber:
– Men for os var det hårdt rent psykologisk. At skulle spille et sted i Rusland om torsdagen, komme hjem fredag for så at møde Manchester United på Old Trafford om søndagen – det vil jo, helt givet, have en negativ effekt.
– Vi vil jo selvfølgelig gerne i de her situationer. Vi vil gerne spille europæisk år efter år, men det er er noget, der bliver sværere og sværere i den her liga – det skal man forstå, siger Martinez.
Everton er lige nu i Singapore, hvor man spiller træningsturneringen Barclays Asia Trophy. Man lægger ud med en kamp mod Stoke City i morgen.