Szczesny med varm velkomst til Cech
Det blev her til eftermiddag bekræftet, at Petr Cech, efter mere end 11 år i Chelsea FC, skifter til Arsenal. Den 33-årige målmand har længe været sat i forbindelse med Arsenal, der kunne præsentere målmanden for få timer siden.
Umiddelbart er Cech storfavorit til at blive førstevalg i Arsenal i den kommende sæson. Alligevel, så lyder der et varmt velkommen fra Cechs polske konkurrent, Wojciech Szczesny.
– Petr Cech, velkommen til Arsenal FC!
– Jeg er lykkelig over at få chancen for at lære af en af de bedste målmænd i verden, skriver Szczesny på sin officielle Facebook-profil.
Arsenal og Chelsea møder hinanden i Community Shield den 2. august, og det kan muligvis blive Petr Cechs debut. Inden da, får Szczesny og ham dog masser af træningspas, hvor der formentlig er rig mulighed for at kæmpe om pladsen i The Gunners' mål og at udveksle tips og tricks de to keepere imellem.