Henry: Pogba var klar til United
Paul Pogba er det store transferemne denne sommer efter at have leveret en fantastisk sæson hos italienske Juventus. Flotte og stabile præstationer gennem hele sæsonen hos franskmanden har fået de europæiske topklubber til at kigge mod Torino.
Blandt disse er også hans tidligere arbejdsgiver Manchester United, der havde Paul Pogba i stalden gennem ungdomsårene. Manglende spilletid fik dog franskmanden til at søge nye græsgange.
Den tidligere Arsenal-profil Thierry Henry mener dog, at hans landsmand trods hans dengang 19 år var klar til førsteholdsfodbold hos De Røde Djævle:
– Paul Pogba var klar til at spille for Manchester United, da han var i klubben. Jeg så ham for det franske ungdomslandshold på det tidspunkt, og jeg kunne allerede dengang se, at han havde noget helt specielt over sig.
Den manglende tillid fra daværende manager Sir Alex Ferguson betød, at Paul Pogba ikke ville forlænge på Old Traffod, og derfor kunne han rejse til Juventus på en fritransfer. Her har den unge franskmand vist sin værdi flere gange, hvilket også er årsagen til den store interesse:
– Paul Pogba er en speciel spiller, og det gør ham eftertragtet blandt alle storklubberne i Europa.
– Jeg ved ikke, om han forlader Juventus denne sommer, men han vil uden tvivl få en stor betydning for den klub, han vælger, slutter Thierry Henry.