Eriksen: Dette var sæsonens største øjeblik
Mange associerer efterhånden Christian Eriksen med de sene matchvindermål. Dem fik han lavet en solid håndfuld af i den forgangne sæson, og samlet fik Middelfart-knægten spillet 48 kampe, som resulterede i 12 mål set over alle turneringer.
Samtidig med de mange succesoplevelser på White Hart Lane rundede han 50 landskampe. En imponerende præstation for en spiller på kun 23 år.
– Vi har haft en ganske god sæson. Der har været både gode og dårlige kampe. Mit personlige højdepunkt var uden tvivl, da jeg scorede to mål mod Sheffield United og sikrede os finalepladsen i Capitol One Cup'en. Det var en meget speciel aften.
– Jeg skal bruge min ferie i Danmark og på en ferie med min kæreste, hvor vi skal på stranden og have noget sol. Jeg tænker endnu ikke på pre-season, men det skal nok komme, har Eriksen fortalt til Spurs' officielle hjemmeside.
Eriksen og resten af Tottenham-mandskabet spiller første Premier League-kamp i den nye sæson mod Manchester United. En kamp der løber af stablen 8.august.