Medie: PL-emne vil væk fra PSG
Marco Verratti er gennem de seneste sæsoner blomstret gevaldigt op på PSG's midtbane, hvor han er blevet en nøglespiller hos de franske mestre.
Flere Premier League-klubber er i flere omgange blevet sat i forbindelse med italieneren, herunder Manchester United, Chelsea og specielt Arsenal, der, ifølge rygterne, flere gange har forhørt sig om Verrattis tilgængelighed.
Ifølge spanske Marca vil midtbanespilleren væk fra PSG denne sommer.
Udover Premier League-giganterne, der lurer på Verratti, skal også Real Madrid og FC Barcelona holde øje med landsholdsspilleren, der umiddelbart vil foretrække et skifte til Spanien.
Avisen skriver dog videre, at Barcelona og Real Madrid ikke har Verratti øverst på ønskelisten denne sommer, hvorfor man ikke hopper og springer efter PSG-stjernen, hvilket kan åbne for Premier League-klubberne.
22-årige Verratti forventes at koste minimum 300 millioner kroner, da han stadig har fire år tilbage af sin kontrakt i PSG.