Bale: Stol på Villas-Boas
Gareth Bale opfordrer Tottenham til fortsat at stole på Andre Villas-Boas, selvom klubben har underpræsteret i den sidste tid.
Portugiseren fik masser af kritik efter afklapsningen mod Manchester City i sidste weekend, men Gareth Bale kunne i dag fortælle, at han stadigvæk ser Villas-Boas som den rigtige mand til jobbet.
Den walisiske stjerne fortalte følgende til BT Sport:
– Han skal have tid, for han er en fantastisk manager. Det beviste han sidste år. De går igennem en dårlig periode i øjeblikket, men jeg er sikker på, at han er en god nok til at kunne få spillerne ud på den anden side, så de kan få en god periode, indhente resten af mandskaberne og få en god sæson.
Bale, der scorede hattrick for Real Madrid lørdag aften, kunne desuden afsløre, at han stadigvæk ser mange af Spurs’ kampe.
– Jeg har set ret mange af kampene. De har spillet noget god fodbold, men de har bare været uheldige foran mål, og de har ikke været kliniske nok.
– Jeg tror, de har haft flest chancer af alle hold i Premier League, og de har ikke omsat særlig mange af dem. På et tidspunkt får de måske nogle flere mål, og hvis de også har heldet med sig, ser det måske anderledes ud for dem.
– Men de kan heller ikke lade det være op til tilfældighederne. De skal arbejde hårdt og ikke miste selvtilliden.