Hull besejrede tamme Liverpool
Oprykkerne fra Hull City slog for første gang i klubbens historie et meget tamt Liverpool-mandskab med 3-1 på KC Stadium.
Hull bragte sig foran efter 20 minutter, hvor Jake Livermore sendte et landskud afsted, der ramte Martin Skrtel på vejen ind, hvilket snød Liverpool-keeper, Simon Mignolet.
Syv minutter senere fik Liverpool frispark på kanten af feltet, hvor 15-års jubilaren, Steven Gerrard, smukt sendte bolden i kassen.
Herefter fik Liverpool en smule bedre styr på sagerne uden at være prangende. Her havde man i flere omgange muligheder for at bringe sig i front, blandt andet ved Victor Moses, der brændte alene med Hull-keeperen.
I stedet blev det Hull, der bragte sig i front efter 72 minutter, hvor David Meyler efter en skidt clearing af Kolo Touré kunne sende bolden i kassen bag en chanceløs Simon Mignolet.
Liverpool forsøgte forgæves at sætte et sidste pres ind, men i stedet blev det efter 87 minutter til endnu en Hull-scoring. Tom Huddlestone afsluttede, men Martin Skrtel fik igen en uheldig hovedrolle, da han headede bolden forbi Mignolet til slutresultatet 3-1.
Med nederlaget kan Liverpool dumpe helt ned på 5. pladsen, hvis Manchester City og Southampton besejrer henholdsvis Swansea og Chelsea netop nu.