Giggs kunne være endt i City
Manchester City-talentspejder Dennis Schofield opdagede Ryan Giggs i en tidlig alder, men han kunne ikke forhindre Giggs’ skifte til bysbørnene.
Den tidligere Manchester City-talentspejder, Dennis Schofield, opdagede allerede Ryan Giggs, som i dag fylder 40 år, da waliseren var blot otte år. Schofield fortæller, at han allerede dengang var helt unik.
– Selv i den alder vidste jeg, at han var en perle. Hans far var fantastisk som rugby-spiller, og Ryan havde hans hurtighed og balance til at svæve forbi folk, som om de slet ikke var der, fortæller Schofield til BBC.
Dennis Schofield var i City, og det skuffede ham, at Giggs ikke endte i den lyseblå del af Manchester.
– Som City-fan og -talentspejder ønskede jeg, at Ryan skulle skrive med dem, men jeg vidste, at ingenting kunne gøres, før han fyldte 14 år. Da dagen nærmede sig, hørte jeg, at Sir Alex Ferguson og Uniteds cheftalentspejder, Joe Brown, var efter ham. Jeg bad City om at gå til Ryans hus, men de valgte at blive på deres kontor og vente på Ryan, men Sir Alex tog direkte til hans hus.
– Ryan var United-fan, og til min skuffelse skrev han med United. Men han gjorde nok det rigtige, for United havde et fantastisk ungdomshold i de dage med Scholes, Beckham, Butt og de to Neville. Det var spillere, som fik det bedste frem i ham, hvilket nok ikke havde været tilfældet i City.
Ryan Giggs spillede sin kamp nummer 953, da United i onsdags slog Leverkusen med 5-0.