Sky: City går efter Casillas
Målmandsposten i Manchester City har været et omdiskuteret emne sæsonen over, og nu melder den spanske fodboldekspert hos Sky Sports, Guillem Balague, at Iker Casillas kan være på vej til det olierige mandskab.
Hverken Joe Hart eller Costel Pantilimon har for alvor formået at sætte sig på keeperposten i indeværende sæson hos Manchester City, og derfor skulle den engelske storklub være på udkig efter et alternativ til den usikre duo.
Tidligere har flere navne været nævnt, men nu melder Guillem Balague, som er den spanske fodboldekspert hos Sky Sports, at Iker Casillas kan være manden, der skal løse de graverende målmandsproblemer hos de lyseblå.
– Manchester City vil helt klart gerne have Iker Casillas til næste sæson. Han har været klar over det i noget tid, men de er ikke det eneste hold, som jagter Casillas, forklarede Balague til et spansk TV-show.
– Det bliver op til ham selv, hvad han gør fremover, naturligvis. Men hvis han fortsætter med ikke at spille, og med mindre Diego Lopez bliver skadet, så vil han forlade Real Madrid mod slutningen af sæsonen, konstaterede Balague.
De seneste to sæsoner har den spanske landsholdsanfører stået i skyggen af Diego Lopez hos Real Madrid, og er således blevet bænket af både Jose Mourinho og Carlo Ancelotti.