Cardiff-angriber sendes på udlån
Cardiff City-angriber, 22-årige Joe Mason, er blevet sendt på udlån til Championship-klubben Bolton Wanderers indtil januar 2014. Det erfarer Wales Online.
Joe Mason har haft svært ved at finde vej til startopstillingen i indeværende sæson, og derfor sendes den blot 22-årige angriber nu på udlån til den næstbedste række, hvor Bolton Wanderers har sikret Cardiff-spilleren indtil den 5. januar næste år.
Mange Championship-klubber har været interesseret i at få fingrene i Joe Mason, men Malky Mackay og Cardiff City besluttede sig for, at Mason skulle sendes til Bolton, hvor angriberens klubmakker, Kevin McNaughton, ligeledes er under lejekontrakt.
Mason har spillet mere end 70 kampe for Cardiff City med 18 mål til følge. Dog har han ikke været i aktion i indeværende sæson for Premier League-oprykkerne.