United-angriber tæt på Wigan-aftale
Wigan-boss, Owen Coyle, er overbevist om, at United-angriber, Will Keane, vil blive sikret en lejeaftale med Championship-klubben inden for de næste 24 timer. Det meddeler Sky Sports.
Manchester Uniteds stjernefrø, den 20-årige angriber Will Keane, kan blive præsenteret i Wigan Athletic som lejesvend i løbet af de næste 24 timer. Hvorvidt der er tale om en sæsonlang lejeaftale melder mediet endnu ikke om, men Owen Coyle er sikker på, at Keane støder til truppen inden længe.
– Jeg vil blive meget overrasket, hvis handlen ikke bliver afsluttet inden for det kommende døgn, udtaler Coyle til Sky Sports, og tilføjer:
– Jeg talte endnu engang med David Moyes lige før de fløj til Tyskland igår. Vi er begge to meget glade for måden hvorpå tingene forløber set ud fra et fodboldmæssigt perspektiv.
– Papirerne er udarbejdet og klar til at blive underskrevet – hvad end det bliver i dag eller i morgen. Men vi er meget overbeviste om, at handlen vil ske.
Will Keane er netop tilbagevendt fra en længerevarig skadespause , men er kommet stærkt tilbage og har både været med United-reserverne og Englands U21-landshold de seneste par uger.