Flanagan foran derby-debut?
Med José Enrique skadet har Aly Cissokho lignet det sikre valg på Liverpools venstre back. Men han får hård konkurrence om pladsen fra Jon Flanagan, siger manager Rodgers.
José Enrique er ude i et par måneder med en knæskade, og spørgsmålet er, hvem der skal sætte sig på venstre backen i spanierens fravær. Aly Cissokho har spillet fem ligakampe indtil videre i år, men han får modstand af unge Jon Flanagan, som fik første optræden i 19 måneder i kampen mod Arsenal. Rodgers er fuld af rosende ord til Flanagan.
– Med José ude har jeg Aly, men jeg har også Jon Flanagan, som har været fantastisk til træning og ligner en, der bliver bedre og bedre. Han gjorde det rigtig godt imod Arsenal. Han gjorde ikke noget forkert i den kamp.
Læs også: City-stjerne skal ingen steder
– Jon er en spiller, som man altid kan stole på. Det er selvfølgelig skuffende at miste sin foretrukne venstre back i et par måneder, men det er en mulighed for andre, fortæller Rodgers til Liverpool Echo.
Brendan Rodgers udelukker muligheden for at spille med Mamadou Sakho på venstre back, efter det før er mislykkedes i en kamp imod Southampton.
– Vi prøvede det en gang, og det virkede ikke rigtig for os. Det er en mulighed, men vi foretrækker mere mobilitet. Det fjerner vores offensive trussel.
Læs også: – Jeg beundrer Wenger
Hvis Jon Flanagan får chancen, vil det i så fald være den unge forsvarsspillers første Liverpool-derby.