Riise overvejer Fulham-exit
Den norske forsvarsspiller, John Arne Riise, indrømmer, at han overvejer at forlade Craven Cottage allerede til januar.
Den 33-årige nordmand har ikke spillet siden nederlaget til Newcastle i slutningen af august, hvorefter Fulham-manager, Martin Jol, har foretrukket Kieran Richardson som venstreback.
Riise indrømmer nu, at han overvejer at forlade Fulham til vinter, hvis situationen ikke ændrer sig. Riises kontrakt løber til sommer.
– Jeg sidder på bænken hele tiden. Vi ved begge, hvad jeg tænker. Jeg er ikke glad for ikke at spille, siger Riise til Fulham Chronicle.
– Jeg er fit, og hvis jeg får chancen, er jeg klar. Hvis ikke, vil jeg kigge efter et andet sted til vinter.
– Jeg forbliver professionel, uanset om jeg skifter eller ej. Jeg giver altid 100% til træning.
– Jeg vil arbejde hårdt indtil januar, og derefter se hvad der sker. Hvis der ikke sker noget, vil jeg arbejde hårdt indtil maj.
– Jeg bliver aldrig en spiller, der klager. Jeg vil forblive fit, arbejde hårdt hver dag og holde mig klar, hvis jeg får chancen. Hvis ikke, kigger jeg andetsteds, slutter Riise.
Hvilke klubber, der kan komme på tale, vil Riise ikke kommentere på.