Blog: Liverpools formationscirkus

3-5-2, 4-3-3 eller nu også 4-4-2? Tja, Liverpool har vist, at alle formationer kan fungere, men hvilken formation er egentlig bedst? Vi kigger nærmere på Liverpools formationsmuligheder og kigger på, om de egentlig er så forskellige fra hinanden.

Når det kommer til formationer, er det meget svært at definere en specifik formation. De kan tilpasses alt efter, hvordan den enkelte manager, ser den enkelte spillers rolle i det pågældende system. Derfor kan man sige, at man forsøger at tilpasse sin formation efter spillergruppen, og ikke bare forsøger at sætte spillere ind i et system, for at få brikkerne til at falde på plads. Dette er Brendan Rodgers et godt eksempel på. Han har flere gange udtalt, at en fast formationen ikke er afgørende for ham, men at han tilpasser formationen efter hvilke spillere, han har til rådighed.

Brendan Rodgers har inden denne sæson sværget til en 4-3-3 formation hos både Swansea og i sine første år som Liverpool-manager. Op til denne sæson hentede man dog forsvarsprofiler som Mamadou Sakho og Kolo Toure, der allerede har vist, at de kan begå sig på højeste Premier League-niveau.

Her er Rodgers så begyndt at eksperimentere med den omtalte 3-5-2 formation (også kaldet 3-4-1-2).
Det har Rodgers gjort, da man har fire stærke centrale forsvarspillere i Martin Skrtel, Daniel Agger, Kolo Touré og Mamadou Sakho. Derudover foretrækker Rodgers at spille med de to stjerneangribere, Daniel Sturridge og Luis Suarez, i front på samme tid, hvor man i 4-3-3 formationen bliver nødt til, at placere en af de to enten lige bag angriberen eller på kanten, hvilket man forståeligt helst vil undgå. Herudover passer spillere som José Enrique og Glen Johnson yderst godt ind som wingbacks, eller kanter om man vil, da de både kan fungere offensivt og defensivt. Liverpool har i mange år ikke været specielt stærkt besat på kanterne, hvilket heller ikke er tilfældet i år. Man kan derfor sige, at Rodgers vælger formationen udfra, at man klart er stærkest centralt på banen, hvor man stadig bevarer midtbanetrekanten, samtidig med at man får sine stærke forsvarspillere samt angribere i spil.

I den seneste kamp mod Fulham gik man efter mange kampe med 3-5-2 formationen, tilbage til at spille med en firebackkæde i form af en fleksibel 4-4-2 formation. Denne formation minder rigtig meget om 4-3-3 formationen, hvor man med centrale midtbanespillere som Coutinho og Henderson på kanterne, nærmest ender i en 4-3-1-2, når man har bolden, da specielt Coutinho får meget kreativ frihed. Derudover er der i modsætning til 4-3-3 formationen også plads til både Luis Suarez og Daniel Sturridge på toppen, hvilket jeg mener, forøger Liverpools chancer for sejr i enhver kamp.

Er formationerne egentlig så forskellige fra hinanden?
Brendan Rodgers er kendt for at have en stærk midtbanediamant hos både Swansea og Liverpool. Han foretrækker, som de fleste ved, et dominerende possesionspil, hvor hans mandskab er dominerende på bolden. Midtbanetrekanten er til stede både i 3-5-2, 4-4-2 og i 4-3-3 formationen, hvor den eneste forskel er, om man spiller med to eller tre centralt. På det punkt opfylder alle tre formationer Rodgers’ krav om et overtal centralt på banen.

I formationerne er det igen gældende, at der er en konstant bevægelse, der gør, at spillerne aldrig står på lodrette eller vandrette linjer, og at spillerne på den måde hele tiden har vinklede afleveringsmuligheder.

På det nedenstående billede, ses det, hvordan spillerne ved hjælp af konstant bevægelse undgår at stå på linje, og dermed hele tiden har vinklede afleveringsmuligheder. Eksempelvis, når falder angriberen ned i banen, tilpasser de to kanter deres løb efter hinanden og efter hvor bolden er. Billederne viser også, hvordan de to formationer ikke adskiller sig specielt meget fra hinanden, når Liverpool har bolden. I 4-3-3 opstillingen trækker backerne langt frem og bliver dermed til wingbacks ligesom i 3-5-2 formationen. Herudover er midtbanediamanten opretholdt idet den defensive midtbanespiller falder ned i rummet mellem de to stoppere. Bid også mærke i Rodgers’ berømte seks “linjer”, som er markeret med tallene fra 1-6 nederst. Dette gør det klart, at Rodgers gerne vil have seks fremadrettede linjer, som spillerne kan spille bolden op på. Det skal gerne give dem et hav af afleveringsmuligheder, hvor spillere som Coutinho, Sturridge og Suarez skal kunne udfolde sig.
Man kan derfor sige, at de tre formationer minder utroligt meget om hinanden i praksis. Dog vil jeg vurdere, at 3-5-2 formationen er en smule mere risikabel, specielt i topkampe.

De nedenstående billeder viser, hvordan Liverpools formationer ser ud, når man har bolden.

Tryk på billederne for at forstørre

4-4-2 – når Liverpool er på bolden.

Hvilken formation er bedst?
Hvis man kigger på kampe, hvor henholdvis 4-3-3 (og 4-4-2) og 3-5-2 formationen er blevet benyttet, tegner der sig et billede af, at de fremadrettede afleveringer er mere effektive i den “nye” formation (3-5-2). Den centrale del af banen, er meget afgørende for Rodgers’ filosofi, hvor der også er flest touches på bolden.

Man kan sige, at valget af formationer i Liverpool er påvirket meget af, hvilke spillere Rodgers har til rådighed. Når både Sturridge og Suarez er til rådighed, vil Rodgers som sagt gerne undgå, at spille med en af dem som hængende angriber eller kantspiller. Begge spillere er tydeligvis bedst som angrebsspillere, hvor 3-5-2 eller 4-4-2 formationen selvsagt vil være den bedste løsning for Liverpool. Derfor tror jeg også, at vi i fremtiden kommer til at se en formation, hvor der spilles med to angribere. (Når både Sturridge og Suarez er til rådighed).

Jeg ser dog en del svagheder i 3-5-2 formationen, når Liverpool ikke har bolden. Dette er specielt kommet til udtryk mod stærke modstandere. Mod Newcastle blev der uden det store pres, konstant smidt indlæg i feltet. Formationen efterlader store rum bag de to wingbacks, hvilket vi også så mod Arsenal blandt andet ved det første mål, hvor både Sakho og Cissokho går frem og efterlader et kæmpe rum i venstresiden, hvilket også kan ses på billedet nederst.
Midtbanen kommer også i problemer, når man kommer under pres, specielt når både Coutinho, Suarez og Sturridge spiller sammen i front. De efterlader et stort rum som Lucas og Gerrard skal dække af, hvor de også vil komme i undertal, da det er begrænset, hvad de tre bidrager med defensivt.

Det skal blive spændende at følge udviklingen i Liverpools formationsmuligheder. I lørdagens sejr mod Fulham gik Rodgers som sagt over til en 4-4-2 formation, hvilket jeg synes er meget spændende. Jeg synes, at 3-5-2 formationen er et spændende alternativ, men specielt mod de store hold, kan Liverpool få store problemer. Jeg mener, at en fleksibel 4-4-2 formation som det var tilfældet mod Fulham, er den bedste løsning på den lange bane. Den minder utroligt meget om 4-3-3 eller en 4-3-1-2 formation, hvor man kan skubbe utroligt langt frem i kampe, hvor man skal dominere, mens jeg også ser den som yderst essentiel i kampe mod de store hold, hvor jeg ikke ser 3-5-2 formationen som bæredygtig, hvilket specielt kom til udtryk i Arsenal-kampen, hvor Liverpool blev udstillet af Arsenals konstante bevægelse.

3-5-2 formationen efterlader store rum bag de to wingbacks, samtidig med, at Lucas, Gerrard og til dels Coutinho, har et stort område at dække.

Hvad mener du? Hvilken formation bør Liverpool benytte? Hvilke fordele og ulemper ser du ved de pågældende formationer?
Giv din mening til kende nedenfor.