Mourinho: Liverpool mangler bredde
José Mourinho tror ikke på, at Liverpool kan fastholde de imponerende takter i Premier League grundet en manglende trupbredde, men fastholder dog, at flere hold er inde i titelbilledet.
Den portugisiske karismatiske manager Jose Mourinho er altid god for en kontroversiel historie, og nu har “The Special One” igen været på banen.
Således fortæller den dobbelte Champions League-vinder, at han ikke tror på Liverpool som topkandidat, dertil er truppen simpelthen ikke stærk nok.
– Liverpool er nok klubben med de dårligste ressourcer, for selvom deres startende hold ser lige så stærkt ud som de andre, så ser deres trup ikke helt så stærk ud, meddeler portugiseren ifølge The Mirror, inden han nævner City, United, Tottenham og Arsenal som ligeværdige konkurrenter.
– Efter min mening, har Manchester City den mest utrolige trup, mens United er United, og deres historie gør dem også til udfordrere.
– Tottenham var sommerens big-spender, og derfor står de tilbage med en fantastisk trup, der kan stille to ligeværdige startopstillinger.
– Hos Arsenal bygger manageren på, skridt for skridt – klubben er stabil, og når man køber en spiller som Mesut Özil, så gør det en markant forskel, fortsætter Mourinho, der dog ikke vil give et bud på en Premier League-vinder.
Netop Arsenal ligner netop nu det bedste bud på en Premier League-vinder, idet London-klubben har lagt sig i spidsen af tabellen med et forspring på fem point.