Svensker: Troede jeg var ny United-manager
Sir Alex Ferguson stoppede denne sommer efter 26 års tro tjeneste hos Manchester United, men tilbage i 2002 troede den tidligere Manchester City-manager Sven-Göran Eriksson, at han skulle erstatte skotten som manager i United.
Den forgangne sommer stoppede en af fodboldsportens største koryfæer, i form af den skotske langvarige Manchester United-manager Sir Alex Fergsuon, men allerede elleve år tidligere var han på vej væk fra klubben.
Således havde Sir Alex allerede tilbage i 2002 angiveligt besluttet sig for at lade sig pensionere, hvilket gav den daværende engelske landstræner Sven-Göran Eriksson lejlighed til at skrive under med United.
– Kontrakten var underskrevet – jeg var den nye manager for Manchester United, fortæller svenskeren i sin selvbiografi.
– Jeg vidste det ville blive svært. Jeg havde kontrakt med England indtil VM i 2006, og jeg ville blive stærkt kritiseret, hvis jeg brød denne kontrakt, men det var chancen for at træne Manchester United, slutter svenskeren.
Sir Alex Ferguson endte dog med at tage en kovending, og forblive hos Manchester United i elleve år mere, mens Sven-Göran Eriksson i stedet overtog managersædet hos ærkerivalerne Manchester City i 2007.