Touré vil tilgives af Guardiola: Undskyld for anklager om racisme
Kort efter at have forladt Manchester City efter en årrække i maj 2018 deltog Yaya Touré i et interview med France Football, hvori han beskyldte Pep Guardiola for at have et problem med sorte og afrikanske spillere. Nu fortæller ivorianeren til The Athletic, at han har forsøgt at undskylde sine kommentarer over for CIty-træneren.
– Når noget sker, som er forkert, og du laver en fejl, bliver man nødt til at gøre det godt igen. Det her var en fejl. Jeg vil gerne undskylde for det, der skete. Jeg vil gerne undskylde for at have gjort noget forkert, fortæller Touré til The Athletic.
Den tidligere Manchester City-stjerne fortæller yderligere, at han også har forsøgt at sende en skriftlig undskyldning rettet til Guardiola til Manchester City for mere end et år siden, men at han endnu ikke har fået svar fra hverken manageren eller andre relateret til klubben.
Efter at have været en stjerne gennem adskillige sæsoner, måtte Touré indfinde sig med mindre spilletid på Etihad Stadium, da først Guardiola overtog tøjlerne i klubben. Parret havde også en forhistorie fra FC Barcelona, hvor Touré blev solgt, mens Guardiola var manager for klubben.