En ordentlig kleppert: United og Liverpool viser interesse i stor serber
Han er ung, fylder godt i landskabet og har allerede vist, at han er i stand til at knalde bolde ind i bagenden af et mål. 21-årige Dusan Vlahovic fra Fiorentina kan blive en af fremtidens store angribere, og han kan tilbyde Liverpool og Manchester United noget, som begge klubber måske kunne bruge – fysik i feltet.
Ifølge Corriere dello Sport skulle begge engelske storhold også allerede have været i kontakt med Fiorentina for at høre nærmere om den 1,90 meter høje target man, som har scoret 12 mål i 27 kampe for klubben, der vanen tro har underpræsteret i denne sæson.
Historien melder intet om et bud eller optræk til bud fra hverken Liverpool eller Manchester United, men begge storhold skulle have forhørt sig om detaljerne for en eventuel handel. Begge klubber er ifølge engelsk presse på udkig efter offensive forstærkninger.
Liverpool har ingen decideret target man, mens Manchester United kan stå i en situation, hvor Cavani forlader klubben og skal erstattes. Det er måske derfor, Vlahovic ser ud til at stå et sted på begge klubbers lange liste over mulige transfermål.