Blog: Mourinhos plan B

Lavet af: Mads Nørager Oddershede

Alle store hold er kendetegnet ved, at de kan reagere, hvis de kommer bagud. Enkelte hold som eksempelvis FC Barcelona har dog svært ved at spille anderledes end deres famøse tiki-taka og har således svært ved at omstille sig.

Chelsea har også længe savnet en reel plan B, men det ser nu ud til, at mastermind Mourinho har fundet den. Vi har set den sat i værk tre gange mod henholdsvis Everton, Norwich og Cardiff. Den virkede ganske vist ikke mod Everton, da the Toffees som bekendt vandt 1-0, men mod både Norwich og Cardiff har den vist sig at være aldeles effektiv.

Følg Mads på Twitter HER!

Ivanovic er nøglen

Men hvad går denne plan B så helt nøjagtigt ud på? Som udgangspunkt spiller Chelsea 4-2-3-1, men når de så pludselig har skulle jagte et resultat som eksempelvis mod Norwich, så skifter Mourinho simpelthen venstrebacken ud med en angriber, hvilket betyder at formationen ændrer sig til 3-5-2. Dette skulle umiddelbart lyde skørt, når han fortsat beholder højrebacken på banen, men da det i alle tre tilfælde har været Branislav Ivanovic, der har spillet højreback, har dette ikke været et problem, idet serberen både kan spille back og i det centrale forsvar.

Jeg tvivler på, at det samme ville kunne lade sig gøre med Azpilicueta på højreback, da han ikke kan spille pladsen som central forsvarsspiller tilnærmelsesvis ligeså godt som Ivanovic. Det var faktisk ikke en almindelig 3-5-2, Chelsea skiftede til i Norwich-kampen, da man fortsatte med kun at spille med én angriber, men for eksemplets skyld holder vi fast i dette. Det var således Eden Hazard, der blev skiftet ind i stedet for Ashley Cole, hvilket fik formationen til at se ud som følger: Cech – Ivanovic, Luiz, Terry – Mata (Willian), Ramires, Lampard, Oscar, Schürrle – Hazard, Eto’o.

Ivanovic giver Mourinho flere muligheder – Foto: Polfoto

3-5-2 et kæmpe sats

Nu har denne meget offensive omstillingen kunne lade sig gøre mod mindre hold som Cardiff og Norwich, da det er to hold med begrænset offensiv kvalitet. Man kan derfor med rette stille spørgsmålstegn ved, om dette sats ville give pote mod større hold i Champions League eksempelvis. Højst sandsynligt ikke. Kigger man formationen nærmere efter i sømmene, finder man på midtbanen en stor problemstilling, da der pludselig ikke er nogen spiller til at tage hjælp i det defensive på samme måde som med en 4-2-3-1-formation, hvilket der er brug for, når man kun spiller med tre forsvarsspillere. Det største problem ved 3-5-2-formationen er dog, at kanterne ofte består af meget offensivt-indstillede spillere som eksempelvis Eden Hazard, der agerede venstrekant/wingback mod Everton, hvilket efterlod forsvaret meget sårbart flere gange. Det førte ganske vidst ikke til yderligere Everton-scoringer, men mod skarpere modstandere må det forventes at koste.

Selvom der kan stilles flere spørgsmålstegn ved denne meget offensive omstilling, så synes jeg, det er befriende endelig at se en reel plan B, som kan ændre udfaldet af kampene så markant, som den har gjort indtil videre. Det er også interessant, at Mourinho har været villig til at sætte alt på et bræt så tidligt i kampene, som han har gjort (75. minut mod Norwich og 64. minut mod Cardiff). Det bliver spændende at se, om denne plan B sættes i værk mod stærkere modstandere, når vi når længere ind i sæsonen, og om spillere som Eden Hazard og Willian skal til at træne flere defensive løb fremover.