Real Madrid er rasende: United "stjæler" forsvarsstjerne for næsen af dem
Pau Torres skulle have været Sergio Ramos' afløser på Santiago Bernabeu. Skulle have været, for til Real Madrid-præsident Florentino Perez' frustration skulle Manchester United nu have stjålet Villarreal-forsvareren for næsen af de spanske mestre.
Det skriver El Desmarque.
Den 24-årige spanier har været i så overbevisende form i denne sæson, at han ligner en næsten garanteret starter for La Roja til sommerens EM-slutrunde. De præstationer er ikke gået ubemærket hen – heller ikke hos Manchester United, som angiveligt har slået kløerne i spanieren, mens Real Madrid endnu ikke ved, om Sergio Ramos forlænger eller forlader dem.
Ifølge El Desmarque kan Perez "ikke tro sine egne øjne" over, at United "har stjålet spilleren, som var øremærket til at erstatte Ramos". Og nu er løbet måske kørt for Real Madrid. Det spanske medie skriver, at Torres "virker opsat" efter at fuldføre et skifte til Old Trafford.
Formuleringerne får det næsten til at lyde som om, at Manchester United har sikret sig Torres på en transfer til sommer. Så skråsikre er ingen andre medier, selvom den 24-årige Villarreal-stjerne ofte er blevet omtalt som et transfermål.
Tidligere på ugen skrev Manchester Evening News dog, at Torres ganske rigtigt var et transfermål, og at den spanske midtstopper skulle være åben for at skifte til The Red Devils.