Tottenham udpeger Bales erstatning: Kigger mod Bundesligaen
Gareth Bale fortsætter sandsynligvis ikke i Tottenham næste sæson, hvor han efter endt lejeophold vender retur til Real Madrid, og derfor skal London-klubben på jagt efter en erstatning – og det har ført klubben til Tyskland.
For ifølge Sky Sports har Tottenham gennem noget tid holdt øje med Nicolás Gonzalez, som har imponeret så meget, at The Lilywhites har beslutter sig for at forsøge at hente ham til klubben som erstatning for Bale.
Stuttgart er dog tilsyneladende klar over, at 22-årige Gonzalez er en værdifuld spiller, for Bundesliga-klubben kræver angiveligt op mod £27 millioner – svarende til 233 millioner kroner – for argentineren.
Offensivspilleren, der kan spille på begge kanter og i angrebet har kontrakt med Stuttgart frem til sommeren 2024, og han har spillet i klubben siden 2018.
Han har i denne sæson scoret seks mål og lavet to assists i 15 Bundesliga-kampe.
Han har desuden spillet fem landskampe for Argentina.