Redknapp: Mine vildeste transfers

Harry Redknapp har netop udgivet sin selvbiografi, hvor han afslører en masse ting omkring sin tid som manager. Nedenfor fortæller han om flere af de transfers, som han aldrig glemmer.

Amdy Faye

Amdy var med Auxerre, da jeg så dem mod Arsenal sæsonen før. Jeg mente, at Faye var deres bedste mand, så jeg var glad for at høre agenten, Willie McKay, fortælle mig, at han var ledig.

Han trænede med os i en uges tid, og han var i en helt anden klasse. Jeg forsøgte at gemme ham, fordi andre klubber også var interesseret. En dag hørte jeg, at han var på vej tilbage til Frankrig. Jeg var til en barbecue-fest hos min søn Jamie med min kone Sandra, men vi stormede ud til Heathrow Airport, hvor vi holdt ulovligt og løb ind på første terminal. Det var hektisk.

Det var som at finde en nål i en høstak: “Hvordan ser han ud?”, spurgte min kone, og jeg svarede: “Han er en høj og sort dreng”. Hun pegede på en middelaldrende afrikaner med en mærkelig hat og spurgte: “Er det ham?”. Hun har ikke meget forstand på fodbold.

Jeg fandt ham så og spurgte: “Amdy, hvor er du på vej hen?” – “Jeg er på vej hjem”, svarede han.

“Nej, Amdy. Du kan ikke tage hjem. Du skal først skrive under med Portsmouth. Kom med mig”, insisterede jeg. Han kom hjem til os og høre vores hunde gø: “Hunde. Jeg kan ikke lide hunde”, sagde han og stoppede op.

“Det er ikke hunde, Amdy. Det er bulldogs. De er mere ondskabsfulde end hunde. Halv hund og halv tyr. Hvis du prøver på at flygte, bider de dine nødder af.”

Vi fortalte ham, at hundene blev på nederste etage. Næste dag skrev han under for £1.5 millioner.

Paulo Futre

Han kom til os i sommeren 1996 og hans evner var uovertruffen. Træningen ville stoppe blot for at se ham skyde frispark. Jeg vil sætte ham i min top ti over de bedste spillere.

Vores første kamp var mod Arsenal, og startopstillingerne var offentliggjort, men der var et problem. Eddie Gillam, der var træner, havde givet ham nummer 16, som Futre kastede tilbage i hovedet på ham. Det samme gjorde han ved mig og sagde: “Futre 10, not 16. Eusebio 10, Maradona 10, Pele 10 – Futre 10, ikke 16”.

På dette tidspunkt var det 45 minutter til kampstart. “Det er ændret nu. Vi har trupnumre, og dit nummer er 16. Vi valgte ikke det nummer. Da du kom var alle numre taget, så du har fået nummer 16”, sagde jeg til ham.

“Futre 10. Nummer 10 i Milan, Atletico Madrid, Porto, Benfica, Sporting… Futre 10”, insisterede han.

Nu var jeg desperat. Jeg prøvede at være rolig: “Paulo. Tag din trøje på, få klædt om. Vi har en stor kamp. Hvis du ikke vil have den på, så ryger du”, fortalte jeg ham. Det gjorde han så.

Den efterfølgende mandag kom Paulo med sine rådgivere for at forhandle om nummer 10. Vi fortalte ham, at vi allerede havde solgt mange trøjer med hans navn og nummer. Han spurgte så: “Hvor mange? Jeg vil betale £100,000 for det”. På det tidspunkt viste vi, at det var en diskussion, som vi ikke kunne vinde.

Han ville betalte £100,000, men fik det en del billigere. John Moncur, der på det tidspunkt havde nummer 10, var villig til at bytte, og Paulo gav ham to ugers ferie i sin Villa ved Algarve, som er en af de fineste med udsigt ud over golfbaner og klipper.

Carl Richards

En af mine favorit-signings, og ikke kun fra min tid i Bournemouth, var angriberen Carl Richards. Jeg hentede ham i Enfield, og han var en enestående spiller.

Jeg købte Carl for £10,000, og jeg hentede ham i Enfield. Mens han var inde og sige farvel til sin manager, efterlod han mig med sin ven: Han spurgte ham: “Hvorfor køber du ham? Jeg er ti gange bedre en ham. Jeg har scoret 26 mål i denne sæson. Han har kun scoret 12. Jeg er i en helt anden klasse end ham. Hvorfor henter du ikke mig?”

Jeg blev bekymret: “Jeg kan ikke købe dig. Jeg køber ham, men jeg holder øje med dig.”, fortalte jeg ham. Så vi tog Carl, og han var ubrugelig. Han kunne løbe, og det var dét. Vi spillede seks kampe, og vi kunne ikke vinde. Carl var forfærdelig.

Fire kampe efterfølgende kom han hen til mig og sagde: “Jeg har en ven. Han ville høre, om han kunne komme til prøvetræning. Han er angriber, som mig.”

Jeg spurgte ham mistænkelig: “Er han lige så god som dig, Carl?” – “Nej, han er ikke så god som mig, men han er okay”, svarede han. Jeg svarede så: “Okay, så sig til ham, at han ikke engang skal forsøge”, sagde jeg og mere var der ikke i det.

Den efterfølgende lørdag skulle vi møde Crystal Palace: “Min ven, der ville til prøvetræning her, spiller for Palace i dag”, sagde Carl. Jeg tænkte: “Åh gud. Ingen problemer så”.

Efter tre mål (af vennen, red) indså jeg, at Carl heller ikke var den bedste talentspejder. Hans vens navn? Ian Wright, der endte med at score 238 ligamål.

Carl endte med at gøre det fantastisk for Bournemouth, og jeg elskede ham.