Wenger: Vi har tro på os selv
Ifølge Arsene Wenger er troen på egne evner stor i Arsenal, og hver eneste sejr gør blot troen stærkere.
Arsenal hentede deres sjette sejr af otte mulige, da Norwich blev sendt hjem fra Emirates med en sæk på 4-1. Nyindkøbet, Mesut Özil, scorede to gange, Jack Wilshere scorede et fremragende mål, og månedens spiller for september, Aaron Ramsey, var endnu en gang på pletten.
Eftersom Liverpool spillede 2-2 med Newcastle tidligere på kampdagen, er Arsenal i skrivende stund alene i front af Premier League. To point foran netop Liverpool og Chelsea.
Men spillerne skal ikke hvile på laurbærerne. De skal fortsat arbejde hårdt, så sejrsstimen kan fortsætte.
– Vi har tro på os selv. Troen forstærkes af hver eneste sejr. Vi er kommet ud af en lang stime, hvor vi i de seneste år, har måttet kigge opad i tabellen på dette tidspunkt af sæsonen. I øjeblikket er vi i en bedre position, men der er stadig lang vej endnu. Vi er bare nødt til at fokusere på at udvikle os som hold og bibeholde den solidaritet, vi har i øjeblikket, sagde det franske fodboldkoryfæ ifølge metro.co.uk.