Tidligere United-profil deler alternativ sproglektion: Er I klar, Danmark?
Patrice Evra er ikke bleg for at bruge sin tilstedeværelse på sociale medier ganske kreativt. Mellem kommentarer og udtalelser om fodbolden og især Manchester United, bidrager franskmanden også ofte med ganske specielle opslag.
I 2018 skabte Evra således for eksempel en mindre skandale med en video, hvor han slikkede på en rå kylling, og senest har han nu kastet sig over Danmark.
I en Instagram-video tirsdag fremviser den tidligere forsvarsspiller således, hvordan han er i gang med at lære vores sprog med hjælp fra sin nye danske kæreste, Margaux Alexandra.
Det går heftigt for sig med både mavebøjninger og talrækker, men Evra må siges at se ganske motiveret ud. Se hele videoen herunder.
Patrice Evra optrådte for Manchester United mellem 2006-2014 og nåede hele 379 kampe for The Red Devils. Undervejs blev det blandt andet til fem Premier League-titler og et Champions League-trofæ.