Nervøs Neville: Uniteds målmandssituation et stort problem
David de Gea er de seneste par sæsoner kommet under voldsom beskydning efter i en lang årrække at have været blandt Premier Leagues absolut bedste målmænd. Men en lang række halvdårlige præstationer og drop har åbnet debatten om, hvem der skal være Manchester Uniteds førstevalg i målet.
Mange fans af The Red Devils ville således foretrække, at tilbagevendte Dean Henderson overtog førstekeeper-rollen på Old Trafford. Englænderen gjorde det i sidste sæson stærkt på leje hos Sheffield United.
Men den usikre situation kan blive yderst problematisk for manager Ole Gunnar Solskjær og United. Det advarer klublegenden Gary Neville nu om.
– Tanken om, at Dean Henderson bare kommer ind og erstatter David de Gea som førstevalg i Manchester United – det kommer ikke til at ske. Jeg kan garantere, at det ikke kommer til at ske.
– For mig, står der 'problem' skrevet hen over det her.
– Det sted på banen, hvor du har mest brug for stabilitet og konsistens, er ved målmanden. Du skal vide, hvem din nr. 1 er. Man kan ikke flipfloppe mellem to, det virker overhovedet ikke. Jeg har aldrig set det fungere på hverken klub- eller landsholdsplan, når der skal vælges mellem to målmænd, udtaler han ifølge Manchester Evening News.
Manchester United starter deres Premier League-sæson mod Crystal Palace den 19. september.