Liverpool-talent gør bedstefar til millionær
Harry Wilsons debut for det walisiske landshold gjorde Liverpool-spillerens bedstefar til millionær.
Den unge kantspiller skrev historie, da han blev den yngste spiller nogensinde på det walisiske landshold. Med tre minutter igen blev han skiftet ind, og familien kunne dermed være stolte.
Men Wilsons bedstefar kunne glæde sig lidt mere, da han i 2000 havde smidt £50 på, at hans barnebarn en dag ville spille på landsholdet. Han ville få 2500 gange pengene igen, hvis han ramte – og det gjorde han.
Dermed kunne han indløse £125,000, hvilket svarer til 1,1 million kroner.
– Mr. Edwards (Wilsons bedstefar, red.) kan sige sit job op efter hans fantastiske evne til at spotte et talent før alle andre, udtaler en talsmand for spillevirksomheden, William Hill.